Italiensk madtempel for hele familien

20 Marzo 2016
2.462 Views

Varerne står snorlige i de fritstående reoler, der side om side former gangene i butikken. Der er højt til loftet og masser af lys i lokalet, der inviterer til at gå på opdagelse i de mange gange, der snor sig igennem den nye bygning. Jeg er på besøg i det nyåbnede italienske madtempel i Sydhavn.

Her holder Ellofood til og butikken virker helt anderledes indbydende på mig, end de lidt dystre og fugtige, forhenværende lokaler gjorde. Der er heller ingen tvivl at spotte hos butikschef gennem mange år, Nicola Nicosia, om at flytningen har været den rigtige beslutning.

Det har været et stort arbejde for os alle at flytte vores mangeårige forretning til den nye adresse, men det har været det hele værd. Vi er så stolte af vores nye butik og vi synes vi har fået mange flere muligheder i de nye lokaler, som vi ikke havde tidligere.

Jeg skal heller ikke gå særlig længe rundt i det nye tempel, før jeg får øje på nyhederne hos Ellofood.

Det nye i det nye

Det første nye indslag der møder mig er cafeen, som ligger på den anden side af glasdørene ved indgangen. Cafeen er tænkt som et pitstop, hvor de besøgende kan få stillet deres sult igennem hele butikkens åbningstid og længere. Cafeen åbner allerede kl. 7.30 på hverdage og man kan gøre som italienerne, og mødes med venner eller kolleger til cappuccino og croissant på vej til arbejde. Eller hvad med en let frokost i form af arancini eller et stykke pizza? Det klarer de også her, foruden forskellige pasta retter, is og kager. Til sommer bliver de udendørsarealer taget i brug, så man kan nyde sin frokost i solen, ligesom i Italien.

Den nye butik har som den gamle en stor delikatesse afdeling, som byder på alt, hvad det italienskelskende hjerte kan begære af oste og charcuteri. Personalet er flinke og guider mig igennem 4 slags oste, mens jeg bliver klogere på, hvad jeg skal servere for mine gæster fredag aften. Der er tid til at sludre undervejs og der bliver fortalt flittigt om de mange arrangementer, der bliver holdt i Piazza Italia (Italiens plads), som ligger i hjertet af butikken med borde og stole, der er stillet til rådighed til butikkens gæster. Arrangementerne afholdes i weekenderne samt op til ferier, og programmet, der er fastlagt mange måneder frem, byder på smagsprøver og vinsmagning foruden madskole for de yngste gæster. Alle aktiviteter bliver annonceret via hjemmesiden og er gratis at deltage i.

Vi har et stort ønske om at give vores kunder indblik i bredden af italiensk madkultur på tværs af støvlelandet’, fortæller Nicola livligt. Og fortsætter: ’Med Piazza Italia ønsker vi at skabe en platform, der kan danne ramme for dette. Vores ansatte deler gerne ud af deres viden om mad og vine i det daglige, men vi ønsker også at give vores kunder muligheden for at få endnu mere viden om de enkelte produkter og deres anvendelse. Det gør vi via workshops, hvor vi inviterer både vores kunder og de enkelte producenter til at deltage og vi får derved skabt en direkte forbindelse mellem udbyder og aftager.’

Italiensk date

Mens jeg arbejder mig igennem gangene og de mange reoler med spændende og tillokkende varer, er det som at snuse en lille bid af Italien ind. På Piazza Italia folder den italienske stemning sig for alvor ud ved baren, hvor den kvindelige ansat er i gang med at skænke et glas hvidvin op til et ungt par. Det er oplagt at starte sin date her og det yngre par ser også ud til at nyde stemningen og give sig god tid til at snuse de mange indtryk, mens ekspedienten livligt fortæller om retternes sammensætning. Menuen står på crostini di polenta con gorgonzola (stegt polenta i skiver med gorgonzolacreme) og sopressa veneta in padella con trevigiana (stegt sopressa med varm trevigiana salat). Begge retter hører til regionen Veneto, som er på programmet i denne uge, lyder forklaringen. Næste uge er menuen sammensat af retter fra Friuli, og har man smagt noget og vil gerne genskabe det hjemme kan opskrifterne findes på hjemmesiden www.supermarco.dk.

Der er meget nyt at spotte i det italienske madtempel i Sydhavn. Noget har dog ikke ændret sig i den mangeårige forretning. Her er travlt. Det er nemt at fornemme, selv på en helt almindelig tirsdag eftermiddag, hvor de ansatte har travlt, men ikke så travlt, at de ikke kan smile til de mange kunder, der er ude at handle på vej hjem.


Leggi l’articolo in italiano.

Leave A Comment