Fra instruktøren bag filmen ”Livet er smukt” til den bag ”Den Sidste Kejser”, forbi forfatterne til ”Mine aftener i Paradis” og ”Den Store Skønhed”. Renzi indkalder Italiens mest fremragende filmfolk.
Filmverden er lidt over 100 år gammel, men indtil få uger siden var der kun en lov dateret 1949 til at regulere den. Der er for nylig blevet vedtaget en lovbekendtgørelse, underskrevet af Kulturministeren Dario Franceschini, som introducerer spændende nyheder, især ved lovens økonomiske aspekt. I 2017 vil en ny Film- og Audiovisuel fond blive stiftet med henblik på at støtte filmproduktionen med adskillige millioner euro. Hvert år vil en del af den nye fond være øremærket til støtten, til fordel for nye forfatteres værker. Der forventes også skattefordele for de firmaer, som vil investere i filmbranchen. Ligeledes vil bevarelsen af de historiske biografer som trænger til istandsættelse, eller åbningen af nye biografer blive belønnet. Den mest relevante nyhed består dog i stiftelsen af et Højere Råd for Film- og Audiovisualitet, hvis opgave det vil være at udarbejde områdets politiske beslutninger. Rådet vil bestå af 10 medlemmer med stor kompetence og erfaring indenfor branchen, og af repræsentanter fra de vigtigste sammenslutninger.
For at illustrere alle lovens aspekter, har Ministeren Franceschini og Premierministeren Renzi den 28. januar i år, inviteret fire italienske Oscar-præmierede filminstruktører ind til en snak i Palazzo Chigi (billede):
Giuseppe Tornatore, skaberen af ”Mine aftener i Paradis”, Paolo Sorrentino som for nylig gjorde Rom verdenskendt med ”Den Store skønhed”, Roberto Benigni som gav os den fantastiske fortælling om holocausten i ”Livet er skønt” og den ni gange Oscar-præmierede Bernardo Bertolucci med filmen ”Den Sidste Kejser” som handler om Aisin-Gioro Puyis liv. Instruktørerne har lyttet til politikernes beskrivelse af lovbekendtgørelsens indhold og er kommet med råd om det, som indenfor et års tid, vil blive vedtaget af regeringen som ”Kode for Showbranchen”. En kode der, udover filmreformen, vil bringe orden i alle lyrisk-symfoniske institutter og reorganisere hele showbranchen. Renzi har desuden lovet instruktørerne, at der vil blive ydet større støtte til festivaler og filmanmeldelser af god kvalitet.
For Bernardo Bertolucci må især ophævelsen af statens censur, der er indeholdt i den nye lov, have været specielt interessant. Ministeren Franceschini har sørget for at lovbekendtgørelsen indeholder et nyt klassifikationssystem, som lægger ansvaret på producenterne og leverandørerne. Det betyder, at den berygtede kommission for censur, som for 40 år siden tildelte Bertolucci en streng straf, endelig afskaffes. Det var den 29. januar 1976 da ”Sidste Tango i Paris” blev af højesteretten dømt til destruktion på grund af obskønitet og Bertolucci mistede sine civilrettigheder og fik frataget sin stemmeret i 5 år. Filmen var blevet frigivet den 15. december 1972 og nåede kun at blive vist i otte dage, inden det endte under censurens saks, og var igennem en serie processer, som til sidste endte med dens totale ”destruktion”. Heldigvis var der nogen som, mod lovens henvisninger, sørgede for at redde negativerne og først 11 år senere, den 9. februar 1987, blev filmen rehabiliteret og dømt som ”ikke obskøn” siden den fælles opfattelse af ”den almindelige anstændighed” havde ændret sig. Bernardo Bertolucci husker den tid som en af de værste i sit liv, da han oplevede det med at miste sin stemmeret som en psykisk lemlæstelse, han aldrig har kunnet komme sig over.
