Her Satte Jorn fantasien fri

8 Dicembre 2016
3.661 Views

Maleren Asger Jorn malede og boede med sin familie i et gammelt hus i Ligurien i næsten 20 år. Han udsmykkede hus og have med mosaikker, kakler, muslingeskaller og groteske figurer, og det står i dag som et unikt kunstværk og museum

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Højt oppe i bakkerne over Albissola Marina med en fantastisk udsigt over byen og Golfo di Savona, ligger en kunstnerisk perle, Casa Museo Jorn. Huset, Casa Jorn, var ejet af den danske maler og keramiker Asger Jorn, som havde sit atelier der og boede i huset med sin familie om sommeren i næsten 20 år fra 1957 til sin død i 1973. Albissola er en mindre by i Ligurien, smukt beliggende mellem Savona og Genova. Den er kendt for værksteder for kunstner, sine gallerier og mange keramiske udsmykninger. Gennem årene har byen haft et levende og kreativt keramisk miljø, som inspirerede og udfordrede kunstnere også uden for Italien. Ejendommen var oprindelig en gammel, ret forfalden landejendom, som Jorn fik sat i beboelig stand i et tæt samarbejde med en lokal håndværker, Berto Gambetti, som blev Jorns nære ven og medarbejder.
Levende kunstnermiljø Undervejs blev huset og haven udsmykket med Jorns keramiske mosaikker, så den kom til at fremstå som et unikt kunstværk, integreret i landskabet og i byen Albissolas kultur, som et vidne om de tætte relationer mellem en dansk kunstner og Italien. Der er små og store vægmosaikker både ude og inde, og de snoede havegange og de lave mure er udsmykket med kakler, mosaiksten, muslingeskaller og uventede, somme tider groteske, figurer. De mange udsmykninger viser et stort personligt og kunstnerisk overskud, fyldt med humor og fantasi. Man kan levende forestille sig Jorns glæde ved at udfolde sig frit og udforske materialernes mange muligheder og danne sit eget fantasifulde univers i de smukke italienske omgivelser.

Farverne indgår i en harmonisk helhed med naturen, da materialerne er kakler og “affaldsstumper” fra skårede keramiske sten, som blev leveret i store sække fra byens keramikfabrikker. Ejendommen rummede et levende fællesskab mellem familierne Jorn og Gambetti og de lokale og gæstende kunstnere i Albissola, og der går stadig historier om de muntre fester, der fandt sted, når et hovedværk var afsluttet og blev fejret med sang, rødvin og stegte gedekid. Jorn testamenterede ejendommen til Albissola kommune med henblik på at indrette et museum, dog med den klausul, at Berto Gambetti og hans hustru kunne blive boende gratis i huset, så længe de levede.
Casa Jorn er nu udstillingssted Albissola kommune satte huset i stand efter Berto Gambetti og hans hustrus død og åbnede som museum i 2014. Det fungerer nu som udstillingssted for moderne kunst, der passer ind i den ramme, der gives af Jorns udsmykninger. I Albissola betragter folk Jorn som en af deres egne, og hvis man som dansker besøger museet, er man sikker på at få en varm og imødekommende velkomst som ’en af familien’. Billedkunstneren, keramikeren og forfatteren Asger Jorn var også berømt for at have været med til at grundlægge kunstnergruppen Cobra, og han blev internationalt kendt for sin banebrydende kunst.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Som ung boede Asger Jorn i Silkeborg i Danmark, men han holdt af at arbejde i samarbejde med kunstnere internationalt, og på grund af følgevirkninger efter en alvorlig lungesygdom som ung foretrak han et varmere og mere tørt klima. Efter et ophold i Albissola blev han så begejstret for området, at han valgte det til sin faste sommerbolig, mens vintrene som regel blev tilbragt i Paris. Asger Jorn døde i Danmark af sin lungesygdom i 1973, 59 år gammel. Han har efterladt sig en stor mængde malerier og keramik, hvoraf mange værker kan ses på Museum Jorn i Silkeborg.

Leave A Comment