Barbagias karnevaller er mørke og monstrøse

12 Dicembre 2016
2.053 Views

Sardinien er kendt for sine hede og farvestrålende somre, men vinteren er mindst ligeså spændende at opleve øen i. Her er det godt nok koldere, ja, men i øens gader udspiller der sig uforglemmelige optog, der mest af alt ligner noget taget ud af filmene ”Ringenes Herre”. Velkommen til Barbagia, Sardiniens vilde og anarkistiske bagland.

 

SANYO DIGITAL CAMERA

Et stort uhyre springer op og ned på stedet, så de kæmpe klokker, man har spændt fast til hans pelsede ryg med et bælte, skælder og smælder. Monstret virrer med hovedet og munden er trukket nedad i et stumt brøl, men ansigtet er en træ-maske og inde bagved gemmer der sig en mand fra landsbyen Mamoiada, hvor et af de mest karakteristiske karnevalsoptog på Sardinien finder sted.

La Barbagia var barbarernes land Italiens karneval tradition er ofte en farverig og munter affære, men på Sardinien, nærmere bestemt i øens vilde og ufremkommelige bagland kaldet Barbagia, befolker forkullede hekse, mystiske mænd med piske og pelsede uhyrer med masker og messingklokker landsbyernes trange gader. Disse folkefester hører til nogle af Italiens ældste og markerer mange steder det årlige højdepunkt for lokalsamfundene, de små, labyrintiske byer, som pletter bjergene i La Barbagia – navnet fik området af romerne for 2000 år siden, da de prøvede at trænge ind i den mineralrige ø, men måtte give op overfor barbarerne, som de døbte stedet efter. Og La Barbagia er for mange selve essensen af det autentiske Sardinien, med ældgamle landsbyer som Oliena og Orgosolo og hovedbyen Nuoro, der undfangede Italiens første kvindelige nobelpristager i litteratur, nemlig Grazia Deledda, hvis både voldsomme og smukke historier fra hendes hjemby tog verden med storm. Netop kreativiteten, kunsten og en stærk forbindelse mellem mennesker, dyr og natur er symptomatisk for folket i La Barbagia, hvis skikke har levet uforstyrret her i århundreder, ja årtusinder, givet den isolerede placering klemt inde mellem Gennargentu-bjergmassivet i syd og Supramonte-klipperne i nord.
Mamuthones og Issohadores Mens karnevallet er en kristen skik og flere af Sardiniens fejringer i februar knyttes op omkring denne hellige højtid, så er det helt sikkert at de dystre og teatralske scenerier i La Barbagia går flere tusinde år tilbage og har rødder i oldtiden, måske endda bronzealderen, hvor Sardinien var befolket af de mystiske nuraghe-stammer. Omgivet af en barsk natur og en hård hverdag var det nødvendigt at jage det onde ud af byen mindst én gang om året, og det kan være det, der sker, når monstrene i Mamoiada fanges i et reb af deres ledsagere og vogtere, de hvidmaskede og farvestrålende Issohadores, som fører i Mamuthones igennem gaderne mens der tændes store bål til ære for Sant’Antonio. Andre mener at optoget symboliserer årstidernes skiften, men emner som frugtbarhed og forplantning kan også have været centrale hos den kultur, der opfandt de sære, pelsede skikkelser. Optoget ender i hvert fald med at i Mamuthones gør sig fri og overfalder landsbyens unge kvinder for at indlade sig med dem.
Sardiniens eneste kvindelige karnevalsfigur Noget lignende sker i den nærliggende landsby Ottana, hvor figurerne Boes og Merdules agerer tilsvarende makkerpar. Her ifører byens mænd sig tykke, hvide fårepelse, bærer op til 30 kilo messingklokker på ryggen og pryder deres ansigter med fantasifulde træmasker med lange horn lavet af pæretræ, der skal ligne okser – deraf navnet boes. Man mener at kampen mellem Boes og Merdules skal forestille den menneskelige klogskab overfor det dyriske instinkt, men hvor Gli Issohadores var relativt fredelige overfor deres Mamuthones, foregår der en tydelig magtkamp mellem Boes og Merdules. Begge bærer hvidt fåreskind, mens sidstnævnte har deforme menneskemasker for ansigtet og ikke tøver med at piske sine ‘okser’ og holde dem i snor. Det hele kulminerer omkring et kæmpe bål i byens centrum, til ære for Sant’ Antonio Abate. I Ottana ledsages de sære væsener også af endnu en ældgammel figur, nemlig Sa Filonzana, der så vidt vides er den eneste hovedrolleindehaver i karnevallet med et kvindeligt udseende på hele øen. Det drejer sig om en mystisk heksefigur der i virkeligheden er en udklædt mand med sort kappe og maske. Under optoget er hun i gang med at spinde uld på en ten, og man mener at uldtråden repræsenterer selve livet, som hun er klar til at klippe over med en saks, hvis udvalgte af tilskuerne ikke giver hende noget at drikke. Naturligvis er begge karnevaller ledsaget af god mad og drikke som det sig hør og bør.

Leave A Comment