Jeg ønsker, at læseren skal fange et glimt af deres eget liv i mine tekster, hvor man ser noget af sig selv afspejlet, siger den italienske forfatter Davide Enia, som for nyligt besøgte København
På en regndryppende februardag i København langt fra det solvarme Palermo, havde jeg sat den palermitanske forfatter og dramaturg, Davide Enia, stævne for at tale om hans roman Mænd og Får, der udkom herhjemme i 2016. I romanen fabuleres frejdigt om klassiske italienske madretters tilblivelse og videre udformning, ofte under tilspidsede, ja højdramatiske situationer fra Italiens historie, ikke mindst anden verdenskrig. Arbejdet med bogen førte ham vidt omkring og til at bedrive en slags ’kulinarisk filologi’, som han udtrykker det, i granskningen af gamle opskriftsamlinger, hvoraf man ifølge Enia kan udlede, hvilke fødevarer, der har været tilgængelige hvornår og for hvem, og ikke mindst hvilke sociale og kulturelle forestillinger, der knyttede sig til disse fødevarer. Over et par stykker klassisk dansk smørrebrød fortæller forfatteren om sine litterære helte, og om hvad og hvordan litteratur efter hans opfattelse er eller kan være.
Litterære genreopdelinger og ”ismer” er for Enia ligegyldige konstruktioner, der intet har at sige om kernen i teksterne, den gode og vedkommende fortælling: ”Når jeg skriver, er det kun teksten, det handler om, intet andet end det stadige arbejde med at finde lige netop de ord, der rejser en fiktiv verden for øjnene af læseren”, siger forfatteren, ”men det er kun den ene side af teksterne, den objektive, kan man måske sige. Den anden side af sagen er nemlig subjektiv, for jeg ønsker, at læserne skal fange et glimt af deres eget liv i mine tekster. En tekst skal være som en vandpyt: Her, i mødet mellem jord og himmel, ser du noget af dig selv afspejlet, ikke som stivnet, glat overflade, men i glimt, sløret og i flimrende bevægelse, ligesom livet selv”. Af italienske forfattere, der har inspireret Enia til en poetik af denne art, nævner han selv sicilianeren Leonardo Sciascia og især Beppe Fenoglio, der i den posthumt udgivne roman Una questione privata rejser spørgsmål af objektiv karakter, nemlig om den norditalienske modstandsbevægelse under krigen, men som samtidig åbner op for subjektive overvejelser, som selve bogens titel antyder. Foruden egentlige skønlitterære forfattere er tegneserier, ikke mindst Schulz’ Peanuts, (Radiserne), der udkom i en stadig strøm over 50 år, en betydelig inspirationskilde for forfatteren, ikke af sentimentale grunde som barndommens første læsning, men i absolut forstand som stor fortællekunst. Hvad definerer så den store litteratur? At den er inutile, unyttig, svarer Enia ufortøvet. Dens styrke er jo netop det indre liv, som den skaber og spejler, hvad enten læseren befinder sig på Sicilien eller i København.
Martin Kvist Petersen, som har oversat Mænd og Får, er cand.mag. i italiensk, latin og dansk.
Mænd og Får blev til som et bestillingsarbejde fra forlaget EDT, der lancerede serien Casa e cucina, skønlitterære beretninger om italiensk madkultur. Davide Enia’s hjemby Palermo udgør også scenen for hans teatermonologer Italia-Brasile 3 a 2 og maggio ’43 (2013) samt romanen Così in terra (2012).
