Den ser så idyllisk ud – kyststrækningen med de mange, pastelfarvede landsbyer, som ligger fastklemt mellem klipper og citronlunde, og fra Salerno i øst til Capri i vest indeholder et af Italiens mest ikoniske landskaber. Men Amalfikysten har langtfra altid været et fredeligt sted. Kom med til området, der med sin turbulente historie fortæller storslåede historier om Syditaliens fortid.
Man har meget let ved at overse den, når bilen kurver sig afsted på den smalle vej langs Amalfikysten, og alle øjne er stift rettet mod asfalten og de bratte klippeskrænter forude. Landsbyen Furore, der langt nede i en bjergslugt ligger som en mystisk samling huse for enden af en fortryllende vig, og kun kan tilgås via en grussti. Og det er måske det, som indtil videre har beskyttet Furore fra den værste turisme, men også tilfører stedet en helt særlig magi: fornemmelsen af at finde en hemmelig perle på en ellers massivt gennemrejst rute. For lige siden oplysningstiden har først eventyrere, så kunstnere og siden regulære charterturister besøgt Amalfikystens vitterligt vidunderlige scenerier, hvoraf Amalfi, Ravello og Positano er de suverænt mest fotograferede.
For enden af den vilde, smukke fjord At kalde Furore hemmelig er dog trods alt en overdrivelse: mange lokale italienere kommer hertil for at bade og dase på Furores lille strand, når resten af kysten bliver for fyldt i juli og august. Men som udenlandsk turist, og især for dem, der rejser udenfor sæsonen, udgør Furore en fascinerende tidslomme. Stedet består egentlig af to steder: selve landsbyen Furore, der bugter sig langs Monte Lattaris skråninger, samt Il fiordo di Furore, den lille samling middelalderhuse, som endnu ligger helt nede ved vandet, inklusiv en kirke og resterne af et kloster. Furore har fået sit navn af de voldsomme bølger (’onde furiose’), som efterårsstormene danner inde i den lille men dramatiske bugt, og man mener at stedet blev grundlagt af romere, som flygtede fra vandalernes hærgen i nord. Andre mener, at munke fra det nærliggende Positano drog hertil for at slå sig ned, da de var faldet i unåde i byen. Under alle omstændigheder ydede Furores ’hemmelige’ placering en vigtig beskyttelse for sine indbyggere og gjorde, at end ikke de senere saracenere, som hærgede kysten i 800-tallet, kunne komme landsbyen nær.
Fremmede invasioner, jordskælv og tsunamier Ikke uden grund blev Amalfikysten udnævnt som Unesco-kulturarv i 1997. Begrundelsen handlede især om kystens unikke kulturlandskab, for strækningen har været beboet siden antikken og er et spændende eksempel på hvordan mennesket har forstået at udnytte og integrere kystens frodige men også barske terræn: nederst på klipperne finder man terrasser med citroner, der kan høstes flere gange om året takket være den lokale sort. Frugterne hænger på træerne indtil markedsprisen er i bondens favør, og ind imellem træerne planter han også oliven, for at udnytte den knappe plads. Øverst på kystens bjergtinder går geder og får, der på kryds og tværs gennemskæres af ældgamle hyrdestier, som nu er ved at blive genopdaget og værdsat af både lokale og turister.
Et af de mest slående kulturcentre på kysten er byen Amalfi, som også giver strækningen sit navn. I dag er byen rolig og gæstfri, men sådan har det ikke altid været: Amalfi havde i middelalderen underlagt sig hele området og var en regulær maritim stormagt på linje med Pisa, Genova og det senere Venedig, men det betød også at byen var efterstræbt for sin strategiske placering og sine mange økonomiske ressourcer. Amalfi tjente mange penge på salt fra Sardinien, korn fra Campanias marker og slaver fra baglandet, og faktisk var Amalfi så vigtig i Europa, at den slog sin egen mønt og fik Europas første maritime kompas i hænde, der endnu befinder sig på det lokale museum. Amalfi blev dog plyndret af pisanerne i 1100-tallet, og efter en voldsom tsunami i 1343, der ødelagde havnen og det meste af den gamle by, genvandt Amalfi aldrig sin position som Syditaliens kommercielle og maritime stormagt. Kæmpebølgen var næret af et jordskælv ude i bugten, der også smadrede skibene i Napoli og nær havde tippet digteren Petrarca overbor. Han befandt sig nemlig ude på havet, da katastrofen indtraf, og skrev senere levende om hændelsen. Oplevelsen sad som et traume i Amalfis befolkning, der nu vendte sig fra verden på den anden side af havet til de nære og mere intellektuelle sfærer. I Amalfi blomstrede der derfor i senmiddelalderen flere skoler op indenfor både matematik og jura, men det skulle blive byens smukke placering, der i sidste ende gjorde den til berømt turistmål helt tilbage i 1800-tallet.
Flygtninge fra nær og fjern
Alle de store byer, som vi i dag kender på Amalfikysten, var helt op til nyere tid ofte udsat for plyndringer, naturkatastrofer og krige, men har på grund af sin strategiske placering langs den uvejsomme kyst også rummet flere grupper flygtninge fra både Italien og udlandet. Et godt udgangspunkt for denne tendens kan tydeligt ses i kystens verdensberømte keramik, hvor især den lille by Vietri Sul Mare nær Salerno har bidraget markant til udviklingen af stiludtryk og farver. Hertil byen kom først flygtninge fra Abruzzo, der forfinede håndværket, og langt senere tyske keramikere med jødiske rødder, som fra 1920’erne og frem til 40’erne drog i eksil på Amalfikysten. Her kunne de være i fred og udvikle deres stil, og bidrag fra mestre som Max Melamerson og Richard Dölker tilførte den lokale keramik et friskt pust af modernisme. Opblomstringen varede indtil Benito Mussolini selv indførte racelove i Italien, men de udenlandske keramikere havde da sat et uudsletteligt aftryk på hele Amalfikystens håndværksarv, som endnu i dag kan nydes i Vietris mange værksteder og butikker. Den smukke kyststrækning, som i dag er skattet af turister fra hele verden, er således bygget på skuldrene af dramatiske begivenheder, som fortjener opmærksomhed for at vi til fulde kan forstå og værdsætte Amalfikystens sande skønhed.
