En sådan skildring af kvindeligt venskab finder vi ikke mange steder i litteraturen, det er autentisk og ærligt, intet bliver forherliget, siger lektor Pia Schwarz Lausten om Elena Ferrantes fire romaner om veninderne Lila og Elena, der vokser op i Napoli.
Forfatternavnet Elena Ferrante sender en frydefuld sitren gennem kroppen på de, der har været berørt af hendes fire bøger om Lila og Elena. De vokser op i et fattigkvarter i Napoli i 1950’erne, hvor kriminalitet og vold hører til dagens orden, og hvor kvinderne rutinemæssigt bankes af deres mænd. Bøgerne beskriver de to veninders dybe, kaotiske, kærlighedsfulde og ind i mellem næsten hadefulde venskab. Den brutale opvækst og deres næsten symbiotiske forhold præger dem begge dybt hele livet, også selv om Elena tilsyneladende bryder ud, får en fin uddannelse og forlader kvarteret. ”En sådan skildring af kvindeligt venskab finder vi ikke mange steder i litteraturen,” siger Pia Schwarz Lausten, lektor i italiensk litteratur ved Københavns Universitet, ”man føler, at man kommer ind i det psykologiske maskinrum, om bag facaden, og bøgerne skildrer synet på både mænd, børn, forældre og veninder autentisk og ærligt, intet bliver forherliget.”
Inspirationskilde ”Lila og Elena kan ikke undvære hinanden. Lila skal læses på flere niveauer, ikke blot som en veninde på et psykisk plan, men også som en figur, der beskriver, hvordan Elena bliver forfatter. Indirekte viser bøgerne meget tydeligt, at hendes største inspirationskilde er Lila, men det er måske også en udlevering: Elenas gæld til hende er måske en skyld over, at hun har stjålet hendes historier.” ”Normalt fremstilles venskab mellem kvinder som et sted, hvor man kan finde helle. Men her er det også skildret uhørt negativt: Jalousien og den modbydelige måde, de er over for hinanden på, og jeg tror, at ærligheden må være noget af det, der forklarer, hvorfor mange kvinder bliver draget af romanerne,” siger Pia Schwarz Lausten, der også nævner ærligheden i forhold til børn: ”Jeg kan ikke huske, at jeg har læst andre forfattere, der i den grad fuldstændig utilsløret og reflekteret udstiller en sådan afstand til deres egne børn.”
Tragisk heltinde Den tredje roman i serien, ”Dem, der flygter, og dem der bliver,” foregår i 70’ernes Italien, der er præget af politisk vold og uro, og hvor kvinderne nærmede sig en ny bevidsthed. ”Forfatteren er inspireret af den italienske feminisme, der opstod i 70’erne,” siger Pia Schwarz Lausten, ”kvinderne mødtes i grupper, hvor de pludselig fandt ud af betydningen af at fortælle historier om deres egne liv. Jeg er helt sikker på, at Ferrante er inspireret af situationen med en kvinde, der fortæller sin historie til en anden kvinde, som så skriver den ned.” Hvad er det, der er så tiltrækkende ved romanerne? ”Igen ærligheden – den nuancerede skildring af et kvindeligt univers. Man er interesseret i at følge Elena, det er en kvindelig udviklingshistorie. Men det er Lila, der er den største person, en tragisk heltinde, storladen på mange måder, radikal i ét og alt.” ”Det er en feministisk roman, hvor hovedpersonen ved hjælp af hårdt arbejde formår at frigøre sig og blive en selvstændig kvinde. Det foregår i et samfund, hvor kvinderne er fuldstændig underkastet mænds holdninger, og hvor også Elena stræber efter mænds anerkendelse. Men hun udleverer sig selv, hun pynter ikke på det og lægger ikke skjul på denne pinlige indrømmelse. Det er meget stærkt.”
Det voldelige mandsunivers Elena Ferrante har i 25 år ønsket at være anonym: ”En bog har ikke brug for en forfatter, når den er skrevet,” har hun sagt. Alligevel har en italiensk journalist set det som sin opgave at finde ud af, hvem Ferrante i virkeligheden er og fået bragt historien i fem internationale aviser på samme dag. Han påstår, det er oversætteren Anita Raja. Det benægter hun. Hvad mener du om det? ”Det er en chokerende og virkelig ubehagelig adfærd,” svarer Pia Schwarz Lausten, ”det er et overgreb at blotte hende, måske netop fordi det er en mand, der gør det. En handling der på sin vis afspejler det voldelige mandsunivers, hun skildrer.” Pia Schwarz Lausten tror dog, det er Anita Raja: ”Måden hun udtrykker sig på, det er så meget den samme tone. Men det betyder så måske, at vi ikke får flere værker, der er signeret Ferrante,” siger Pia Schwarz Lausten lidt trist.
