Italien er ung, geologisk set, og har en stribe af vulkaner, der danner jordbund for en produktion af meget spændende vine
Et USA bombefly i 1986 tog fejl : Den troede , at det var en libysk undervandsbåd, de så under vandet i Siciliens Stræde, og affyrede et missil mod den. Men der skete ingen skade, for målet var ’øen, der ikke findes’, der ligger ca. syv meter under vandoverfladen og er resten af et vulkanudbrud, der i 1831 overnat skabte en 60 meter høj og fire kvadratkilometer stor ø. Øen, Isola Ferdinandea, ligger der stadig, nu under havets overflade, i strædet mellem byen Sciacca og øen Pantelleria. Den er toppen af en kæmpe undervandsvulkan Empedocle, der er lige så stor som Etna.
Sovende og aktive vulkaner Etna, Vesuv, Stromboli, Empedocle: Er der noget, som kendetegner Italien, er det dens ungdom, geologisk set, og den stribe af vulkaner, både aktive, sovende og udslukkede, der danner jordbund for en produktion af fremragende afgrøder og meget spændende vine Med lidt trøstefilosofi kan man sige, at den frodige vulkanjord med dens rige forekomst af mineraler som flint, magnesium og jern, er den positive side ved jordskælvene, der ryster Italien med jævne mellemrum. Dem hører vi desværre tit om, men det er de færreste, selv blandt vininteresserede, der tænker på, hvor stor en del af den italienske vinproduktion, der skylder sin kvalitet og sit særpræg til vulkanerne.
Vulkanien: Nord Det kunne lige så godt være et andet navn for Italien. Lad os kigge lidt på det og starte fra Norditalien med området omkring Terlano i Alto Adige, som er kendt for sine sprøde hvide vine og især for deres holdbarhed. Led efter Pinot Bianco og Sauvignon, som hører til blandt Europas mest spændende hvide. Ingen, der kører på Serenissima motorvejen mellem Verona og Venedig, tænker på, at de blide bakker, hvor druerne garganega og trebbiano giver os en af verdens mest kendte hvide, Soave, har været alt andet end blide. Man har fundet vinsten dateret til fem tusind år før vor tids regning:, hvor vinplanten fandt sit ideelle habitat i Soaves højdedrag med vulkansk grobund af tufsten, kvarts og kalk. Samme type jord finder vi i Vicenza området, hvor druen durella dyrkes, som giver aromatiske perlende fine vine af fin syrlighed. Det samme gælder for de omkringliggende Lessini bjerge, hvor der dyrkes druer til den søde Recioto di Gambellara. Navnet ligner, for danskerne, en spiritusprøve: Colli Euganei. Vi er få kilometer fra Padova og bakkerne rejser sig pludseligt fra den flade Poslette “som filipenser på et glat teenager ansigt”. Her vokser alle afgrøder på de otteogtredive mio. år gamle bakker: kirsebær, æbler, pærer, radicchio og især druerne, både grønne og blå. Specielt Cabernet og Merlot er værd at lede efter for deres fylde og holdbarhed. Den lokale specialitet, en variant af moscato, Moscato Fiord’Arancio, appelsinblomst moscato kan fås som tør vin, sød mousserende vin og passito, af tørrede druer. Colli Euganei er ikke bare værd at besøge for sine vine, sine spa og sine varme kilder, igen af vulkansk oprindelse, men også som gastronomisk mekka, berømt både for sit fine charcuteri og sine svampe. Et område der fortjener at blive bedre kendt, for som digteren skrev: “Om nogen vil vide, hvad forår er….jeg er fører, og kender til punkt og prik de euganeiske høje”.(*)
Vulkanien: Centrum I Vulkaniens centrum i den sydlige del af Toscana ligger Pitigliano, “Tufsten byen”. Den er kendt for sin Bianco di Pitigliano, og de druer, der dyrkes her, har navne, som vi vil genfinde i andre centrumitalienske vulkanske vindistrikter: greco, malvasia, verdello. Fra Pitigliano, også berømt for sine varme kilder, er der ikke langt til naboregionen Umbria. Fra den gamle etruskiske by Orvieto, bygget på et højdedrag af tufsten, har vi en af Italiens mest kendte og elskede hvide af samme navn, af druerne grechetto, procanico og drupeggio. Få kilometer vest for Orvieto starter en kæde af vulkaner kendt som ’den romerske magmaprovins’. Montefiascone er den første by, vi møder, og dens kendingsvin Est! Est!! Est!!! er verdensberømt, måske mere for den sande historie om oprindelsen af navnet end for sin kvalitet. Opmærksomme vinelskere vil dog ikke have svært ved at finde pragteksemplarer af denne vin hos de vinbønder, der har vinmarker omkring Bolsena-søen beliggende inde i krateret af en udslukket vulkan. “Romerne er heldige”. Påstanden har (også) en klar geologisk årsag: Italiens hovedstad er bygget på syv bakker af tufsten. Det har i stor grad skånet byen både fra Tiberens oversvømmelser og fra jordskælv og derved været en vigtig faktor for byens ekspansion. Andre omkringliggende bosættelser har ikke nydt godt af samme gunstige forhold. Man skal ellers ikke bevæge sig mere end en snes kilometer syd for Rom for at befinde sig midt inde i en af de største formationer af vulkanjord, Castelli Romani, bakkerne omkring Rom. Et yndet feriested siden antikken og et reservoir af liflige vine til den tørstige hovedstad med det verdenskendte navn Frascati som bannerfører. I årene efter anden verdenskrig begyndte man også at dyrke blå druer med fremragende resultater, og i dag står de røde fra disse bakker ikke tilbage for de bedste fra andre regioner.
Vulkanien: Syd Hvis vi skal finde et sted, hvor udtrykket “at gå på vulkaner” skal legemliggøres, er det i regionen Campania. Og det er ikke kun Vesuv og Napoli, vi taler om. I hele det omkringliggende område, der går under navnet Campi Flegrei, er vulkanjord med en endnu levende aktivitet, som startede for ca. 40.000 år siden. Navnet betyder “de brændende marker”: Det er en serie af niogtyve vulkaner og et af de tættest bebyggede områder i Italien. Samtidig også en af de mest frodige og natursmukke – i hvert fald de steder hvor man endnu ikke har bygget. Stedets skønhed gav navn til Vesuv-vinen Lacryma Christi – Christi tårer: Legenden vil, at Jesus fortrød at være steget til himlen, da han så hvor smuk Napolibugten var. Han persede en tåre, og dér hvor tåren faldt, sprang vinplanten op af jorden. Druer som falanghina og coda di volpe (rævehale, af farven og formen) giver os pragtfulde, sprøde og intense hvide vine fra både fastlandet og fra øerne i Napoli-bugten. Biancolella og forastera er to af de bedste druer fra øen Ischias’ vulkanjord, og de blå piedirosso (pere’ palumme: som en duefods farve) og aglianico, to af Syditaliens bedste druer til fyldige og holdbare rødvine. To udslukte vulkankratere huser Monticchio-søerne ved Rionero in Vulture. Vi er i Basilicata, og vinen herfra var kendt allerede i Antikken. Det er druen aglianico, som er i hovedsædet, og den røde Aglianico del Vulture kan rivalisere med de bedste fra Norditalien, både mht. kvalitet og holdbarhed. Hvor der er vulkaner, er der også kilder, og mineralvandet fra de rene uspolerede højdedrage i Vulture er kendt og værdsat over hele Italien.
Vulkanien: Øerne En af de syv øer hedder ligefrem Vulcano, den anden Stromboli: begge sæde for aktive vulkaner og en del af “Vindens Øer”: Eolie eller Lipari, syv øer lige nord for Messina i det nordøstlige Sicilien. Den søde Malvasia herfra hører til de bedste italienske dessertvine, og den sjældne Corinto Nero (Nero Musqué) er værd at lede efter: en intens, krydret, mørk dessertvin, hvis sødme og finesse næsten ingen ende har. Europas højeste aktive vulkan er Etna. Druerne, der dyrkes på ’bjerget”’(Mongibello: “bjerget bjerget”, et andet navn for Etna), er alle indfødte og oplever i dag en renæssance af karat. Flere italienske og udenlandske vinfolk har genopdaget Etnas unikke kvalitet som vinjord, og der investeres store summer i beplantning af de grønne carricante, minnella, catarratto, grecanico og i de blå, nerello mascalese og nerello cappuccio. De bedste røde fra Etna vil positivt overraske den dedikerede vinelsker med deres elegance og adelig karakter, der er mere i familie med de nordlige nebbiolo og pinot nero end med de øvrige ’federe’ og rundere sicilianske røde. Knap halvfjerds kilometer fra Afrikas kyst finder vi den vindblæste og hede ø Pantelleria. Her dyrkes moscato d’Alessandria, der giver os en af de allerbedste og holdbare italienske dessert vine: Passito di antelleria. Øens jord er af total vulkansk oprindelse og berømt også for sine kapers. En “ø” af vulkansk jord finder vi også på Sardinien, omkring landsbyen Mogoro i Oristano provinsen. Hoveddruen er den grønne semidano, der kan fremstilles både som stille hvid, mousserende og passito med velsmagende og interessante resultater. Endnu et vidnesbyrd om den kvalitet, den vulkanske jordbund beriger vinstokken med. Endelig er der et fællestræk, der præger ’Vulkanien’. De druer, der dyrkes på de forskellige vulkanmarker rundt omkring i Italien, er typiske og enestående netop for det særlige distrikt. I tidens løb har vinplanten udvalgt sin bedste grobund, eller jordbunden har valgt den bedste vinplante med minimal intervention fra menneskets side. Noget der gør den italienske vinproduktion både unik og spændende at gå på opdagelse i for den passionerede og nysgerrige vinelsker.
