Ultime novità
Napolis sitrende udendørskanvas (novembre 18, 2017 12:49 am)
KATTEN MED DE NI LIV (ottobre 31, 2017 11:20 pm)
Mafiaen rammer alle (ottobre 15, 2017 7:27 pm)

MED CARLO MEROLLI PÅ ØHOP

26 settembre 2017
Comments off
119 Views

MED CARLO MEROLLI PÅ ØHOP

Der dyrkes vin overalt i Italien, men rundt omkring på landets mange øer, kendte og ukendte, kan vininteresserede finde en sand skat af spændende og usædvanlige vine, man ikke normalt løber på, og som ofte ikke eksporteres grundet den lille produktion.
Af Carlo Merolli

“Italia peninsula est”.

Jo, startsætningen fra den gamle latinlære fortæller os, at Italien er en halvø. Dog består en femtedel af republikkens territorium af øer. Faktisk rundt regnet ottehundrede.Det gælder både øerne, som vi forestiller os dem midt i havet, men også øer midt i søer og floder. Det er mange, selv om er det kun omkring 80, der er beboede.
De første vi tænker på, er sikkert Sicilien, den største, og Sardinien, den næststørste.
Begge øer har en drueproduktion, der går tilbage til de første græske og fønikiske kolonisatorer. Især Sicilien, som har været, og er et ’trafikknudepunk’” for folkevandringer, kan prale af et stolt sortiment af både lokale og indfødte druer, som Nerello, Nero d’avola, Frappato, Inzolia, Grillo, Grecanico og Minnella, og af importerede druer, som for eksempel Cabernet Sauvignon og Syrah, som i øvrigt er øens mest plantede druer.
Sicilien producerer lige så mange druer som hele Australien: og selv om de fleste af os forbinder det sicilianske klima med tør varme, må vi ikke glemme, at den centrale del af øen består af de tre bjergkæder, der gav øen dens gamle navn Trinacria, der betyder ’det tredelte land’.
Derfor ligner klimaet midt på øen og ved Etnas skråninger det Norditalienske, og det giver sprøde, tørre, elegante hvidvine, hvor der optræder ’nordiske’ druer som Traminer og Sauvignon med flotte resultater. Det samme gælder for de røde, især fra Etna.

Europæisk hedvinstradition
Sardinien har være noget mere isoleret og mindre udsat for invasioner. Det afspejles i en drueproduktion, der er mindre end Siciliens, og som baseres på færre druetyper, dog alle af høj kvalitet. Det gælder de blå: Cannonau, Monica, Bovale og Carignano, og blandt de grønne er øens kendingsdruer: vermentino og vernaccia.
Vernaccia giver i området omkring Oristano holdbare, tørre vine i den bedste europæiske hedvinstradition, som den sicilianske Marsala er en fremtrædende og historisk repræsentant for.
Det to større øers produktion har traditionelt fundet vej til eksport, tit i kølvandet af den store italienske emigration i årene 1890 – 1950. Vinindustrien har stærke og sikre rødder på de to øer med navne som Corvo, Planeta, Tasca d’Almerita, Firriato, Palari, De Bartoli, Pellegrino, Rallo, Contini, Sella & Mosca, Santadi, Oliena, Capichera, bare for at nævne få af dem, der er værdsat og veldistribuerede rundt omkring i verden.

Lidt men godt
Til gengæld er de mindre øers produktion næsten ukendt. Det skyldes flere faktorer, som det lavere udbytte, de lokales og turisternes forbrug og det fordyrende ved eksportlogistikken. Alle disse vanskeligheder har dog en positiv bagside. På de mindre øer finder vi en sand skat af lokale, oprindelige druer, som vinelskere vil være glade at stifte bekendtskab med.
Men det er ikke kun forbrugerne, der har et godt øje til øernes produktion. Det kendte florentinske hus Frescobaldi støtter en produktion af hvidvin af Aansonica og Vermentimo druer, på fængselsøen Gorgona i det toskanske øhav. Bisol, den store producent af Prosecco , har investeret i en produktion af en hvidvin Venissa på Mazzorbo, en ø i Venedigs lagune. Vinen fremstilles af den gamle sort Dorona, ’den gyldne drue, som Bisol har været med til at genopdage og redde.

På øen Santa Cristina, der også ligger i Venedigs lagune, producerer familien Piccinin, (Le Carline) en vin, Ammiana fra vinstokke af Merlot og Cabernet, der blev plantet for første gang for cirka 120 år siden.
Den tidligere forretningskvinde Paola Lantieri har bosat sig på øen Vulcano. Hendes vinmark på Punta dell’Ufala ligger lige ved havet og giver Malvasia druer til to vine, en sød og en tør hedvin, begge af ekstrem elegance.

Øhop efter vine
Turisten, der besøger Napoli, kan tage færgen til Ischia øen og smage de lokale vinspecialiter, de hvide Biancolella og Forastera og den røde Perepalumme, der betyder ’duefod’, og som skyldes druens sarte røde farve.

Napolibugtens ubestridte perle, Capri, producerer også små mængder hvidvin af druerne Greco , Falanghina og Biancolella, som også giver fine hvide på øen Ponza, der er den største af øerne i øgruppen De Pontinske Øer, der er beliggende i det Tyrrhenske hav mellem Rom og Napoli.

På den anden side af Middelhavet, sydvest for Sardinien, ligger øen San Pietro, der er berømt for sit sindrige netsystem til fangst af tunfisk, det sidste i Middelhavet, og for en meget fin produktion af røde og hvide vine fra lokale druer Bovale, Carignano og Vermentino.

Øhoppet kan fortsættes ved at sætte kursen tilbage til det toskanske øhavs største ø: Elba. Her giver druerne Procanico og Ansonica nogle tørre friske og ’saltede’vine. Øens særkende og berømthed er den røde, søde Aleatico, en dessertvin der er i sig selv en rejse værd. Den findes også på den nærliggende ø, Capraia, mens naboøen Giglio er kendt for sin fine, hvide Ansonica. 

Solens bånd
Er der noget, der er fælles for alle vine fra øerne? Det er svært at sige, men varmen, den salte vind og de lange lyse timer har alle en gunstig indflydelse på vinenes karakter.
’Solens bånd’, der strækker sig fra Sydspanien til Grækenland, rammer Sicilien og dens øer. De gunstige forhold med varme og lys er oplagte for produktion af dessertvine: Malvasia er hjemme i de Lipariske øer, især Salina og Vulcano, nord for Messina, og en meget fin Zibibbo, en type Moscato,  finder vi på øen Favignana i Egadi-gruppen vest for Trapani . Mest berømt er nok den Moscato Passito af tørrede druer, der fremstilles på Pantelleria, blot 70 km. fra Tunesien, en sød, intens og nærmest tyktflydende dessertvin. Livet og landbruget på de små og store øer, tiltrækker fornyet interesse både økonomisk og som livsstil, men i det store og hele er vinelskerne nødt til at selv lede efter øernes vine. En jagt som belønner jægeren med masser af smag og gode (vin)oplevelser.

Comments are closed.