Ultime novità
Napolis sitrende udendørskanvas (novembre 18, 2017 12:49 am)
KATTEN MED DE NI LIV (ottobre 31, 2017 11:20 pm)
Mafiaen rammer alle (ottobre 15, 2017 7:27 pm)

Kult og komik. Napoli bag masken

26 settembre 2017
Comments off
205 Views

Kult og komik. Napoli bag masken
Af Bent Holm

Napoli rummer en rig, og tit overset, folkereligiøs festkultur, som ikke mindst udspiller sig i byens mindre fashionable kvarterer, væk fra turisternes pizza- og shopping-zoner. Den gigantiske fyrværkeri-forestilling, hvor Carmine kirkens tårn ’brændes af’, indtil den undergørende ’brune madonna’ mirakuløst standser ilden. Sant’Anna-statuen, der bæres rundt til syge og handicappede i det spanske kvarter. Skytshelgenen San Gennaros størknede blod, som med mellemrum bliver flydende. Begivenheder, der gentages rituelt år efter år, generation efter generation, som støttepunkter, håb om en overjordisk instans’ indgribende kraft i en usikker tilværelse.

På et mere jordisk plan har proletaren, der tackler elendigheden kreativt, opnået en slags ikon-status. Det gælder Napolis bidrag til verdensteatret, den forhungre­de maskefigur Pulcinella (der herhjemme har han en fjern slægtning i mester Jakel). Han er den evige overlever – ikke altid lige fin i kanten – i en virkelighed, som gør overlevelse til en kunstart. Byen har gennem tiden huset en kongerække af ’residerende’ komikere, der har formået at for­mulere folks frustration og drømme i en enestående gensidig identifika­tion med publi­kum. Nogle af dem har nået nationalt eller ligefrem internationalt format. Til den sidste kategori hører dramatikeren, instruktøren og skuespilleren Eduardo De Filippo (1900-1984). Eduardo var født ind i teatret som uægte barn af den berømte komiker Eduardo Scarpetta, der havde lært af den store Pulcinella-frem­stiller Antonio Petito. Petito havde fået masken overdraget af sin far, der igen havde arvet den fra forgængeren i faget osv., i en succession, som gik tilbage til figurens tilblivelse først i 1600tallet, og hvor formen hele tiden blev opdateret. Scarpetta opgav f.eks. masken i sit spil.

Eduardos kunstneriske udgangspunkt kan sammen­lignes med Chapl­ins og Buster Kea­tons – eller med den geniale Totò, den Pul­cinella-agtige (film)komiker, som blev en napolitansk kultfigur. Totò begyndte karrieren på et helt ydmygt niveau, bl.a. som makker for Pulcinella. Den anarkistiske respektløshed i hans proletar- og småborgerfigurer skaffede ham en popularitet, der var så overvældende, at da han døde i 1967, blev der holdt begravelse tre gange – med den ikoniske bowlerhat placeret på kisten – én gang i Rom og to gange i Napoli. Butikker i Napoli falbyder den dag i dag billeder, statuetter, amuletter af såvel Totò som Pulcinella, nærmest som et komisk modstykke til byens skytshelgen.

Eduardo er i ganske særlig grad forankret i Napoli og la napolanità, en speciel tone i sprog, holdning, gestus, en særligt sørgmodigt-sarkastisk klang og livskraft, affødt af århundredgamle miserable livsomstændigheder, smalle gyder og snævre rammer. Det er para­doksalt nok bl.a. netop i kraft af den stærke napolanità, hans værk har vist sig at have universelle kvaliteter. Dog var det en lang proces, før det kom så vidt – før Eduardo blot i sit eget hjemland blev aner­kendt som andet end en talentfuld komediant fra det sølle Syditalien. Da Eduardo i 1984 blev begravet, var det en national be­given­hed.

En livsdrøm for Eduardo var det at etablere en napolitansk ’nationalscene’. Han investerede vældige summer i det traditionsrige San Ferdinan­do Teater, som han indviede i 1954 med bl.a. stykker af Petito og Scarpetta. Ved indvielsen overdrog en af Petitos arvtagere den sorte Pulcinella-maske til Eduardo, ganske som Petito et århundrede forinden havde fået den overrakt af sin far.

Et navn, som med rod i den napolitanske tradition har udviklet originale teaterudtryk, er komponisten, instruktøren og etnologen Roberto de Simone (1933-). De Simone kombinerer kunstnerisk arbejde med epokegørende studier i folkekulturen, bl.a. i samarbejde med antropologen Annabella Rossi. Jeg var i et par tilfælde med på feltarbejde og blev i øvrigt taget godt og grundigt i skole af Annabella Rossi. Det interessante er nu, at de Simone er figlio d’arte, udgået af en familie af Pulcinellaer, sangere og musikere – og dermed repræsentant for successionen som kraftkilde. Da hans legendariske forestilling La gatta Cenerentola (’Askepot’), baseret på magiske, eventyrlige og musikalske traditioner, i 1976 havde urpremiere, skal Eduardo have erklæret, at nu kunne han dø med fred. Masken var så at sige rakt videre.

 

Bent Holm, dr.phil. med speciale i italiensk teater. Kommenterede oversættelser af Eduardo De Filippo, Gyldne tider! (Napoli milionaria!), 1994, og Filumena, 2006. I Tro på teatret, 2006, præsenteres Sant’Anna processionen i Napolis spanske kvarter. Djævelens billede, 2016, rummer et kapitel om Eduardo.

Comments are closed.