ALT HAR SIN TID – Interview med Giulia Longo
af Alessandra Sicuro
Hvor finder man i dag rum til at tænke, til reflekteret kritik i et anspændt samfund, som larmende stræber efter bekræftelse, efter overfladisk styring? Og dog findes der eksempler. Der er dem, der stopper op og lytter til ”mulighedernes vind”. —Alt har sin tid —: Kierkegaards dialektiske knude mellem ”opbyggelige” og ”gentagelse”, behandlet i et essay af Giulia Longo, udgivet sidste år i maj hos forlaget Mimesis. Vi har talt med skribenten med det reserverede, faste og intense blik.
Hvad handler dit essay om?
Det er et essay om min ph.d.-afhandling, som tog form i København, da jeg fandt en første udgave af nogle mystiske ”Opbyggelige Taler” hos et antikvariat i Skindergade, som i mellemtiden er lukket. Jeg opdagede, at jeg aldrig havde læst den blandt de italienske oversættelser.
Min ph.d. afhandling skulle handle om det begreb, jeg elsker mest: gentagelsen, som Kierkegaard under pseudonym, skrev en lille bog om i efteråret 1843. Talerne, som jeg havde opsporet hos antikvariatet, går netop tilbage til 1843 og 1844. Således fik mit speciale en toårig tidshorisont, perioden fra 1843 til 1844, og en konceptuel vidde: temaerne Opbyggelige og Gentagelse, som jeg i løbet af min tekst har præsenteret som ”dialektiske knude”, et udtryk fra Kierkegaard.
”Alt har sin tid” er derimod et bibelsk citat fra bogen af Qohelet, en bog Kierkegaard elskede meget højt, og som jeg selv holder meget af. Jeg har faktisk prøvet at knytte yderligere en knude ved at koncentrere mig om læsningen, Kierkegaard gjorde ved læsningen af Det Gamle Testamente. Min forskning bliver præsenteret i den næste udgave af den såkaldte Kierkegaard Yearbook. Min oversættelse af det på italiensk hidtil upublicerede værk, Opbyggelige Taler – fra 1844, udkommer på italiensk i det sene efterår, med introduktion af Joakim Garff.
Hvorfor falder dit valg netop på Kierkegaard?
Fordi det er den forfatter, jeg studerer og oversætter, eller, som han gerne vil have mig til at sige, som jeg læser og aldrig holder op med at læse og høre.
Hvad fascinerer dig ved ham?
Hans uudtømmelighed. Blandt hans første tanker, som jeg læste, da jeg var 15 år og købte et udvalg af brudstykker fra hans uendelige Dagbøger, var der en, som sagde, at han ville dø, så snart han stoppede med at puste ”mulighedernes vind”: det fangede mig straks, måske fordi jeg i den alder også mærkede, at den pustede. Og han var den første forfatter, der, for mig, snakkede om noget håndgribeligt, selv om, paradoksalt nok, billedet netop handlede om luft, urørligheden par excellence.
Tror du, at tanken om Kierkegaard har en nutidsværdi?
Kierkegaard underviser mennesker mere end Freud, Jung eller Lacan, den franske psykoanalytiker, som baserede en af sine vigtigste seminarer på ”Begrebet Angst”, også skrevet under pseudonym.
Kan tankerne være en ressource, en udfordring for nutidens menneske?
I sine Papirer noterede han, at han ville ønske der på hans gravsten kun stod: Den enkelte. Hans refleksioner over kedsomheden og fortvivlelsen eller tomhedens dominans er meget aktuelle: meget ofte bag de store værker derimod gemmer sig det modsatte, som er mangel på personlighed og enkelhed. Kierkegaard udfordrer til at finde den rigtige stemme til at udtrykke tingene og det usagte. At finde mod til at sige ”jeg”.
Napoli og København… to modpoler. Hvad fik dig til at flytte nordpå?
Under ph.d.-forløbet har man mulighed for at tilbringe halvandet år i udlandet. Jeg kunne tage afsted og vælge Søren Kierkegaards Forskningscenteret i København, som i øjeblikket desværre lider under økonomiske nedskæringer. Ikke engang Danmark kan redde de humanistiske fag.
Jeg blev uddannet på ”Federico II” i Napoli, hvor Kierkegaard primært anses for at være en stor filosof, og på Københavns forskningscenter, som i stedet er en del af det teologiske fakultet. Således gjorde jeg mest muligt ud af begge tilgange og ikke udelade hans litterære færdigheder, som jeg anser for at være uovertrufne. Han skriver tit, som om han først havde dyppet fjeren i guld.
For dem, der kan påskønne det danske sprogs rigdom, har jeg fundet det samme talent hos digteren Inger Christensen, af hvem jeg er ved at oversætte de mest filosofiske værker.
Hvad fascinerer dig i København, og hvad bliver du nostalgisk over?
Den ting jeg savnede mest, da jeg ankom til København, var udsigten fra mit hjem: Vesuv kunne jeg se overalt, hvor jeg orienterede mig, og kun med dens tilstedeværelse føler jeg mig hjemme. Det danske landskab er blødere, mere fladt og eventyrligt. Men jeg forlader ikke Napoli. Jeg er og forbliver en vulkan.
