Mafiaen rammer alle
Elvira Mormino
For 25 år siden døde Giovanni Falcone og Paolo Borsellino.
Det er ca. 40 år siden, at Peppino Impastato døde.
Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet efter at have været holdt som gidsel i 55 dage af le Brigate Rosse (De Røde Brigader). Samme nat blev Peppino Impastato myrdet. Fokus var på Aldo Moro og det tog mere end 15 år før man anerkendte mafiaens skyld i mordet.
For cirka halvanden måned siden får jeg en besked fra en kær veninde, som skriver ”jeg er til middag med Peppino Impastatos bror”. Den aften beslutter jeg mig for at skrive denne artikel. Kald det skæbne, tilfælde eller hvad du vil, jeg ser det som et tegn og beslutter mig for at bede Giovanni Impastato om hjælp.
Giovanni Impastato accepterer at tage en kort snak med mig over telefonen og svare på et par spørgsmål.
Med stor klarhed og venlighed, tager han sig tid til at snakke med mig om mafiaen.
Under forberedelserne snakkede jeg med mine venner om det jeg gik og lavede og forklarede dem, at jeg ville skrive en artikel om mafiaen fra et personligt og menneskeligt synspunkt. Da så mine venner på mig og fnes ”Hvad forhold har du egentlig til mafiaen?” Det forhold som alle vi sicilianere har. Mafiaen er en virkelighed, som også rammer en halv sicilianer, halv dansker, som aldrig har boet på Sicilien. Mafiaen rammer og forarger mig. Enhver af os ser og mærker den.
Mine venner og alle danskere ved, at den findes. De ved hvad det handler om. De kender hovedelementerne, men om den virkelighed som sniger sig ind i hverdagen ved de meget lidt.
Derfor skriver jeg denne artikel. Derfor snakker jeg med Giovanni Impastato og starter med at spørge ham om, hvordan han ville forklare mafiaen for en dansker, som ikke ved så meget.
La mafia er en kriminel organisation. Mafiaen fratager os friheden, tankefriheden, ytringsfriheden. Mafiaen blokerer og påvirker det økonomiske og politiske system ved at infiltrere det og brede sig.
Mafiaen er ikke kun en organisation interesseret i penge og magt. Den er er også en kultur og en mentalitet, en måde at agere på som har forgiftet vores samfund.
Impastato-familien var en del af mafiaen. Giovanni fortæller om sin barndom som den lykkeligste tid i deres liv, da deres familie holdt sammen, da mafiaen for dem var god, en organisation som forsvarede og beskyttede.
Men i 1963 ændrede alt sig. Deres onkel, Cesare Manzella, blev myrdet. Det er den dag hvor de begge, Giovanni og Peppino, opdager hvad mafiaen virkelig er, den dag alt ændrer sig.
For Giovanni er det vigtigt at alle, lokale eller ej, forstår mafiaens historie og udvikling. Det er vigtigt at forstå, hvordan det gik så galt.
I 60erne, Peppinos år, flytter mafiaen sig fra landet til byerne og begynder at specialisere sig i stoffer, prostitution og afpresning. Metoderne forbliver de samme, mafiaen fortsætter med intimidation og mord. Med årene vokser antallet af mord og ofrene ændrer sig. Fra fagforeningsmænd, bønder og militante kommunister dræber mafiaen nu alle som står i vejen. Mafiaen fortsætter sin udvikling og vokser til den bliver et firma, som lovligt investerer sin ulovlige formue og infiltrerer og ødelægger en sund økonomi og ender i direkte konfrontation med Staten i 90erne.
Mafiaen har aldrig været anti-stat. Vigtige ord som Giovanni Impastato gentager flere gange. Det er ikke derfor Falcone, Borsellino og alle de andre dør. Mafiaen dræber ikke på grund af et ideal, men fordi institutionerne ikke gør som de vil.
Efter den store retssag ”il maxi processo”, loven om ”pentiti” (loven om tidligere mafiosi som samarbejder med retsvæsenet), er mafiaen tvunget til endnu en udvikling som fører til en skjulte mafia. En mafia som bliver en del af borgerskabet, som læner sig op ad og infiltrerer institutionerne og vokser takke være korruption.
Samtalen er næsten over og som det sidste spørger jeg Giovanni, hvordan vi løser problemet. Svaret overrasker mig.
Mafiaen er ikke uovervindelig. Det kan lad sig gøre. Problemet er ikke om vi kan, men om ønsket er der. Problemet er ikke løst, fordi der ikke er et ønske om at løse det. Mafiaen opererer i centrum af Staten og Staten lader den gøre det.
Det civile samfund har gjort en stor indsats, men hvis ønsket mangler fra Statens side, så kan problemet ikke løses.
I Italien er alle de antistatslige bevægelser blevet overvundet, fra ”Brigantaggio” til ”Banditismo” og Brigate Rosse. Det var rigtig antistatslige fænomener og dem har vi overvundet. Mafiaen er ikke et sådant fænomen, og vi har ikke overvundet dem fordi institutionerne ikke ønsker det.
Jeg efterlades både bitter og håbefuld. En vis mand med vise ord. Men jeg holder fast i idéen om at mafiaen ikke er uovervindelig. Derfor fortsætter vi og måske en dag er institutionerne også rede. Lad os håbe.
I mellemtiden, fortsætter jeg min civile kamp og fortæller Giovannis historie og min historie. Det er vigtigt at alle kender den, også her i Danmark.
Det er vigtigt at alle forstår, at mafiaen er et problem som rammer alle. Tanken om at en af deres egne kan føle sig så personlig ramt af mafiaen, er for dem umulig at forstå. Men sådan er det.
Mine, mine venners og min families oplevelser, en fremmed mands historie i en bar og en uendelig kærlighed for mit hjem, alt påvirkes af mafiaen, den sniger sig ind og den gør mig så ondt og vred.
For 25 år siden, i maj 1992, kørte vi ad den motorvej, hvor Giovanni Falcone kun få timer senere blev myrdet sammen med sin kone og sine tre vagter, Antonio Montinaro, Rocco Dicillio og Vito Schifani.
Få måneder senere, i juli 1992, blev Paolo Borsellino myrdet. Min far var på Sicilien.
Jeg var et barn og meget af det var uklart. Men at det handlede om en tragedie og hvem der var skyld i den, var ikke.
Soldaterne, dem husker jeg tydeligt. Gaderne var fyldt med dem. Under mine forberedelser til denne artikel finder jeg ud af at tiltaget havde et navn, ”Operazione Vespri Siciliani”. En soldat med gevær på næsten hvert gadehjørne. Efter lidt tid så var det bare sådan, mærkeligt, men normalt. Mellem 1992 og 1998, 6 år. Det var en succes og sammen med efterforskningen endte det med, at Totò Riina, Leoluca Bagatella og andre blev arresteret.
I slutningen af 90erne møder jeg Ninni Cassaràs søn, kommisæren fra Polizia di Stato myrdet i 1985. Jeg var en ung teenager, som først og fremmest var imponeret over den unge mands blå øjne. På vej hjem fortæller min far mig hvem han var. Med årene lærer jeg mere og mere om Ninni Cassarà. Han havde en datter, som hedder ligesom jeg og har samme alder. Det ramte mig hårdt. Tænk at der findes en anden Elvira med så tragisk et liv.
Det er en virkelighed som man umuligt flygter fra. Hvert år, hvert besøg, et minde, et møde.
Hvor mange har ikke mistet deres familie, deres liv på grund af mafiaen. For mange. Jeg har venner, familie, som lever i den verden hver eneste dag. En verden som ikke burde findes. En sådan grusomhed burde ikke kunne findes sådan et smukt sted.
Men jeg vil også minde alle dem, som læser disse ord, om at Sicilien har ændret sig og fortsætter med at ændre sig. Og det er kun ved at snakke om det, ved at fortælle og forklare, og kæmpe, at vi fortsat kan ændre Sicilien og fjerne mafiaen for altid.
For ca. femten år siden, sad jeg i biografen med min bror. Dengang boede jeg i Toscana. Filmen handlede om Don Puglisi, en præst som kæmpede mod mafiaen i et af de fattigste områder i Palermo. Filmen var rigtig god, men oplevelsen var ikke. Under hele filmen sad to unge piger, i omkring tyverne, og grinte. De syntes de talte sjovt, den sicilianske accent var sjov. Det var tilsyneladende ligegyldigt for dem at filmen handlede om mafiaen, om Don Puglisis kamp. De grinte bare.
Derfor og for at undgå at grusomheden fortsætter, er det vigtigt at snakke om det. Ikke bare på Sicilien eller i Italien, men også i Danmark. Det er meget vigtigt for mig at verden forstår, lytter og aldrig glemmer.
